Ingen anden begivenhed end mordet på USA’s præsident John Fitzgerald Kennedy, har affødt så mange konspirationsteorier. Og intet andet sted har konspirationsteoretikere fået så solidt fodfæste i forhold til folkelig opbakning, som i mordet på JFK. John F. Kennedy blev fredag den 22. november 1963, kl. 12.31 lokal tid, myrdet af riffelskud, da han kørte i en åben motorkortege gennem Dallas by. Præsidenten blev dødeligt såret af et uhyggeligt skud i hovedet, han blev i al hast kørt til Parkland Hospital få km fra gerningsstedet, men alle genoplivningsforsøg var forgæves. Han blev erklæret død kl. 13.00 lokal tid. En afstumpet og afskyelig forbrydelse havde fundet sted. Mod et menneske, hans familie, og mod et helt land. Få timer senere anholdt Dallas politi en 24-årig mand ved navn Lee Harvey Oswald, mistænkt for at have dræbt en politimand, J.D. Tippit, på åben gade kort forinden. Natten mellem den 22. og den 23. anklagede politiet ham også for mordet på verdens mægtigste mand. Oswald var forsvundet fra sin arbejdsplads umiddelbart efter mordet. Arbejdspladsen var Texas Skolebogsdepot, hvorfra vidner havde hørt skuddene. Han matchede desuden en beskrivelse af morderen i vinduet, givet af et vidne, og geværet der blev fundet på 5.sal kunne kobles til ham. Men intet blev afklaret, situationen kun endnu værre, da Oswald den 24. november blev skudt og dræbt af den lokale natklubejer Jack Ruby, mens Oswald var i politiets varetægt. Siden har spekulationerne kørt uophørligt. En kommission blev nedsat til at undersøge begivenhederne. Denne – anført af højesteretsdommer Earl Warren – konkluderede året efter at Oswald var gerningsmanden og at han handlede alene. Ligeledes at Ruby handlede spontant, på egen hånd. Det er der ikke mange der tror på i dag. Siden 1966 har talrige undersøgelser vist at et markant flertal af amerikanerne mener at Oswald enten var uskyldig – eller blot en brik i et langt større komplot. Der er næppe nogen tvivl om at også et flertal af den danske befolkning hælder mod en konspirationstanke. Normalt fæster flertallet – for ikke at sige videnskabsfolk eller politikere – ellers ikke den store lid til konspirationsteorier. De placeres ofte i periferien som spekulationer ”langt ude”, i stil med tåbelige ideer om at jorden er flad, at Elvis Presley stadig lever, at UFO’er jævnligt besøger os osv. Men ikke konspirationsteorierne om JFK. De accepteres af mange som virkelige, eller i hvert fald sandsynlige. Her har konspirationsteoretikerne vundet et solidt fodfæste. Man er næsten ”politisk ukorrekt” hvis man mener at der ikke var en konspiration. Det man på engelsk kalder ”default position” – udgangspunktet – er nærmest blevet at der (selvfølgelig) var en sammensværgelse, vi ved blot (endnu) ikke hvilken. Mistænkte er der nok af – CIA, FBI, texanske oliemilliardærer, det ”militær-industrielle komplex”, Cuba, KGB, exil-cubanere, mafiaen – er bare nogle få. Dette synspunkt – at der var en konspiration – bunder i en total afvisning af Warren-rapporten, som anses for sjusket, inkompetent og fordomsfuld. Warren-kommissionen havde på forhånd besluttet at Oswald var morderen, og ville bare dysse sagen ned. Det ved enhver! Men grunden til at ”enhver ved det”, er nok ligeså meget fordi det er blevet sagt sådan ca. 117.000 gange, som fordi der er bevismateriale der skulle pege i den retning. Gør man sig den ulejlighed at læse rapporten, kan man blive overrasket over dens grundighed. Den er på 888 velskrevne sider, byggende på tusindvis af FBI-rapporter, 25.000 interviews foretaget af FBI, 1550 interviews foretaget af Secret Service, foruden at kommissionen selv afhørte 552 mennesker under ed. Kommissionens arbejdsmateriale blev offentliggjort i 26 medfølgende bind, 3.100 bilag, 17.000 sider i alt. Det er et virkelig stort arbejde – og så skulle det bare være for at hænge Oswald op på mordet? En mordefterforskning er sjældent ligetil og sort/hvid. Der vil næsten altid være uoverensstemmelser mellem vidners forklaringer, uklarheder i en obduktionsrapport og alternative teorier at vælge imellem. Der gik ikke lang tid før kritiske forfattere og journalister begyndte at lede med lup efter fejl og uklarheder i Warren-rapporten. Havde jeg levet i 60’erne og havde jeg læst en bog som fx Josiah Thompsons flotte Six seconds in Dallas, så ville jeg nok have været meget skeptisk overfor Warren-kommissionen. Dengang var der mange ubesvarede spørgsmål, og man forstår let at mange var usikre. Men nu er der gået 50 år. I 50 år har tusindvis af efterforskere ledt efter spor der kunne afsløre den store konspiration. Næsten 2000 bøger er skrevet om mordet (formentlig 90 % af dem er pro-konspiratoriske). Man har intet afsløret. Det er slet ikke som Watergate, hvor tæppet blev revet ned, og slynglerne blottet – korthuset faldt pludseligt og hurtigt. Man har utallige mistænkte og teorier, men ingen er enige om noget som helst – bortset fra at det i hvert fald ikke (kun) var Oswald! Et andet centralt forhold er at hele to officielle komiteer nu har undersøgt mordet grundigt. Uden at afklare ret meget andet end at Oswald var morderen. Warren-kommissionen blev undersøgt af en anden uafhængig komite – HSCA – i 1977-1979. Det var en meget vigtig ”second opinion”. HSCA var meget skeptisk overfor Warren-kommissionen og mange af dens medlemmer var temmelig sikre på at de ville afdække en sammensværgelse. Men det gjorde de ikke. Man fandt kun eet ”bevis” for en anden skytte, et bevis der senere faldt til jorden. Udover det bekræftede man at Warren-rapportens forskellige konklusioner var rigtige. Oswald var morderen. Og man gendrev en lang række af påstande og teorier fra Warren-kommissionens kritikere. Når konspirationsteoretikere intet har fundet, skyldes det måske at der intet er at finde? Det er i hvert fald ikke nogen urimelig konklusion. Hvis en mand får at vide at hans hjem for 250 år siden var landevejskro, og at landevejsrøvere gravede en skat ned i haven, er det fuldt forståeligt at han afsøger området med metaldetektor. Måske også rimeligt at han graver en del, selvom metaldetektoren intet registrerer. Men når han har gravet med gravko 3 meter ned rundt om hele huset (og er kommet ned til det jordlag der lå om huset i 900-tallet) – så er det måske på tide at stoppe? Så virker det ikke særlig rationelt at sige ”selvfølgelig er der en skat – vi skal bare grave 5 meter ned, i stedet for 3”! Tilhængerne af konspirationstanken bør forklare hvordan det kan gå til at de efter 50 år intet har kunnet fremvise, der holder i byretten. Men få kræver dette af dem – netop fordi de har vundet ”hearts and minds of the public”. Paranoiaen er blevet mainstream. Og selv synes de sikkert at de har masser af ”rygende pistoler”. I dansk henseende er det tydeligt at litteraturen om mordet har haft ”slagside” over mod konspiration og afvisning af Warren-kommissionen de seneste 30 år. Der er stort set ingen herhjemme der fuldt og helt forsvarer et ”lone gunman” synspunkt.

Sammensværgelse eller…?

En teori om en sammensværgelse er ikke per definition et vildskud. Der har eksisteret talrige af slagsen, og flere politiske attentater var vitterlig resultatet af en konspiration – fx mordet på Abraham Lincoln i 1865, eller mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand i 1914. Vi ved jo også fra Watergate at man ikke gør klogt i blindt at stole på en amerikansk regering eller myndighed. De kan finde på luskestreger. 60’ernes USA indeholder i sin historie 3 store smertefulde mord: præsident John F. Kennedy i 1963, borgerretsforkæmper Martin Luther King i april 1968, og senator Robert Kennedy i juni 1968. Deres dødsfald bliver af mange set som forbundne. De repræsenterede alle tre et håb for en bedre fremtid for USA og for verden, et håb der for mange at se blev trefold knust af onde og mørke kræfter i USA der så ”den nye verdensfred” som en trussel mod deres magtimperium. Måske. Men at regeringer er blevet grebet i at lyve, betyder imidlertid ikke nødvendigvis at de altid lyver og aldrig siger sandheden. Man kan omvendt undre sig over hvorfor så mange mennesker i offentligheden finder det overmåde vanskeligt at tro på, at i hvert fald én af disse tre mænd blev offer for en ”skør kule”. Det er som om det er en ”naturlov” at der altid ligger en stor grum konspiration bag ethvert større politisk attentat. Åbenbart er det helt udelukket at en enlig galning kunne finde på at åbne ild mod en central politisk figur, og lykkes med sit frygtelige forehavende. Men hvorfor? Virkeligheden viser ofte noget andet. Tag Martin Luther King som eksempel. Der var i tusindvis af hvide racister i sydstaterne der hadede ham som pesten. Mange var medlemmer af Ku Klux Klan og havde dermed den overbevisning at vold var legitimt ”forsvar” overfor oprørske sorte. De var ikke alle lige kloge, og de levede en i våbenglad kultur hvor man tit tog ud og plaffede med sin skyder med vennerne om lørdagen. I det perspektiv er det egentlig nærmest et Guds under at der ikke var talrige attentatforsøg mod King med håndvåben. Én person (en sindsforvirret sort kvinde) havde i 50’erne forsøgt at dolke ham, en anden forsøgte at skyde ham i 1964. Eftersom King tit viste sig offentligt, og oven i købet på steder der var annonceret på forhånd, ville det ikke være svært at stå ”klar” med en pistol eller et gevær og forsøge at ramme ham. Vi har talrige eksempler på ”enlige galninge” i verdenshistorien. Kun få mener mig bekendt at John Hinckley, der forsøgte at myrde Ronald Reagan i 1981, var del af en omfattende sammensværgelse. Eller at John Lennons morder var andet end en enlig galning. Bortset fra Lennon, får man let den tanke at mislykkede attentatforsøg altid, nærmest per definition, skyldes enlige tosser. Vellykkede attentater skyldes så til gengæld altid en konspiration! Det er naturligvis en regel uden nogen form for belæg i den virkelige verden vi lever i. En politiker kan dræbes af en enlig tosse, lige så vel som han kan myrdes af en stor gruppe af komplotmagere. Historien viser at enlige mordere ofte har lettere ved at lykkes med deres planer end en stor gruppe. Rigtige konspirationer er som regel beskidte og rodede affærer. Når mange menneskers handlinger skal sammenkøres og koordineres, sker der let fejl. Og jo flere der er med, jo større sandsynlighed for afsløring, enten ved at udefrakommende får nys om sagen, eller nogen i gruppen sladrer. Hvis det virker som usandsynligt for mange at både JFK, RFK og King blev dræbt af enlige mordere (Oswald, Ray, Sirhan), så burde det egentlig være mindst ligeså usandsynligt at de alle blev ofre for store konspirationer på regeringsniveau? Det virker på ingen måde urimeligt at antage at i hvert fald eet af disse mord vitterlig blot var en enlig galnings værk. Eller at to af mordene var det. Men hvem af de tre blev da dræbt af en enlig morder? Og hvad er det egentlig der forhindrer den mulighed at de alle tre blev dræbt af ”ensomme ulve”? Kritikere og konspirationsteoretikere taler som om det var en fastslået kendsgerning at fx John Kennedy blev offer for en konspiration, men hvis man gransker materialet nøje, ser det slet ikke så klart ud. Det er uafklarede spørgsmål, jovist. Der blev begået fejl, jovist. Men soleklare beviser findes ikke. De ”mærkværdigheder” man har peget på, kan i rigtig mange tilfælde også skyldes andre forhold – primært inkompetence hos myndighederne. Når politifolk mister bevismateriale, når obduktionslæger roder rundt i deres notater og ikke følger proceduren for en korrekt håndtering af liget – så ser konspirationsteoretikere usvigelige tegn på et skummelt komplot. Man overvejer ikke på noget tidspunkt den mulighed at de mystiske fejl rent faktisk ligeså vel kunne skyldes sjusk og menneskelige fejl i kølvandet på stressende og traumatiserende oplevelser. Men én ting er tolkningen af ”besynderlig adfærd” i en mordopklaring – noget ganske andet er det, når nogle konspirationsteoretikere bliver så ivrige, at de groft fordrejer fakta i sagen, enten ved at hive ting ud af deres kontekst, ved at ignorere vigtigt materiale, eller nogle gange ved ligefrem at fabrikere falske historier. Så er vi gået fra vejledning af læseren til vildledning.

Vildledning for fuld musik

Et skoleeksempel på hvordan denne vildledning til tider er foregået finder vi i den amerikanske journalist og konspirationsteoretiker Robert Sam Ansons 1975-bog They’ve Killed the President – the search for the murderers of John F. Kennedy. Det pågældende afsnit af bogen omhandler Dallas politis arrestation af Lee Harvey Oswald i Texas Theatre biografen. Anson fortæller først – korrekt – hvordan en række vidner følger Oswald på dennes vej fra gerningsstedet for Tippit-mordet, og hen i biografen. En skotøjshandler ved navn Johnny Calvin Brewer fatter mistanke til Oswalds underlige opførsel og fremtræden, og følger ham til biografen, hvor han ser at Oswald smutter forbi skranken uden at løse billet. Han gør billetdamen Julia Postal opmærksom på dette, og de bliver enige om at kontakte politiet. Brewer går ind i biografen og taler med ejeren der står henne ved popcornbutikken. De søger efter Oswald, dog uden at finde ham. Det er ikke muligt at spotte ham i biografmørket. Nu lader Anson imidlertid Brewer glide ud af billedet, og fortæller så at der sker noget mærkeligt da politiet, med betjent M.N. McDonald i spidsen, ankommer :

As McDonald scanned the theater [sic], a man sitting near the front, spoke up quietly. The man the police were looking for, he said, was sitting on the ground floor, in the center, about three rows from the back s.38

Da McDonald spejdede ud over biografen, henvendte en mand, der sad tæt ved forreste række, sig lavmælt. Den person som politiet leder efter, sagde han, sidder ved de forreste rækker, i centrum, omkring tre rækker regnet bagfra.

McDonald gøres altså opmærksom på præcis hvor Oswald sidder af en anden person i biografen. Man arresterer så Oswald under stor tumult. Anson slutter:

The police had their man. As they led him away the man in the front row who had fingered him rose from his seat, walked outside, and quietly disappeared. s.38

Politiet havde fået deres mand. Den mand som havde peget ham ud, rejste sig, gik ud og forsvandt lige så stille, mens de ledsagede ham [Oswald] ud.

Stor, stor mystik. En mystisk, ukendt mand sad allerede i biografen, pegede politiet hen mod Oswald, hvorefter denne ikke kunne undslippe! Den mystiske fremmede listede derefter lige så stille ud af biografen, og er ikke siden set eller identificeret… Det er den slags mystik der har fået mange til at mene der er meget mere i sagen end myndighederne vil afsløre. Hvem var det der sad der og sørgede for at politiet ”fik deres mand”? Anson slutter kapitlet med ovenstående sætning og demonstrerer derved en sans for det dramatiske og teatralske. Læseren overlades til sine egne tanker og vurdering. Problemet er bare, at det hele er blålys – fis i en hornlygte for at sige det rent ud. Vi ved udmærket, hvem det var, der udpegede Oswald for McDonald. Det var Johnny Calvin Brewer. Hvis man ser hvad der står i Warren-rapporten, får man følgende information:

Detective Paul L. Bentley rushed to the balcony and told the projectionist to turn up the house lights. Brewer met McDonald and the other policemen at the alley exit door, stepped out onto the stage with them and pointed out the man who had come into the theatre without paying. The man was Oswald. s.178 WR

Betjent Paul L. Bentley skyndte sig op til filmrummet og bad operatøren om at tænde for lyset i salen. Brewer mødte McDonald og de andre politifolk ved udgangsdøren til alleen, gik på scenen sammen med dem, og pegede den mand ud, som var gået ind i biografen uden at betale. Den mand var Oswald.

Anson ignorerer eller overser fuldstændig hvad der står i rapporten. I stedet anfører han som kilde en avisartikel fra Dallas Morning News den 24/11 1963, dvs. 2 dage efter anholdelsen, hvor McDonald fortæller reporteren at han ikke ved hvem det var, der pegede Lee Harvey Oswald ud for ham. Hvad Anson ikke fortæller læseren, er at McDonald fortalte Warren-kommissionen måneder senere at han efterfølgende havde fundet ud af hvem ”udpegeren” var. I Høringernes 26 bind, der blandt meget andet rummer vidneafhøringerne, ser man:

Senator Cooper. Who was it that pointed out to you the suspect when you entered the theatre?Mr. McDonald. I learned his name later. Senator Cooper. Did some person there point out to you, though, this man sitting in the row whom you later arrested? Mr. McDonald. Yes, sir. He was a shoestore salesman. His name was Brewer. He was the one that met us at the rear exit door and said that he saw this person run into the Texas Theatre. WCH VOL 3 s.303

Cooper: Hvem var det som udpegede den mistænkte for Dem, da De ankom til biografen?McDonald: Jeg lærte hans navn at kende senere. Cooper: Men en person på stedet pegede altså ud for Dem, den mand der sad i rækken som De senere arresterede? McDonald: Ja, sir. Det var en skotøjshandler. Hans navn var Brewer. Det var ham som mødte os ved den bagerste udgangsdør og sagde at han så denne person løbe ind i Texas Biografen.

Hvis Anson ikke vil bruge Warren-rapporten som kilde, måske fordi han anser den for utroværdig, så vil han åbenbart godt bruge en avisartikel skrevet to dage efter mordet på JFK, og hvis han stoler på hvad McDonald siger her, hvorfor så ikke også stole på hvad denne siger – edssvoren – til Warren-kommissionen? I Høringerne finder vi også Brewers vidneudsagn, som bekræfter at det er ham:

Mr. Brewer. I heard a noise outside, and I opened the door, and the alley, I guess it was filled with police cars and policemen were on the fire exits and stacked around the alley, and they grabbed me, a couple of them and held and searched me and asked me what I was doing there, and I told them that there was a guy in the theatre that I was suspicious of, and he asked me if he was still there. And I said, yes, I just seen him. And he asked me if I would point him out. And I and two or three other officers walked out on the stage and I pointed him out, and there were officers coming in from the front of the show, I guess, coming toward that way, and officers going from the back.Mr. Belin. Then what did you see? Mr. Brewer. Well, I saw this policeman approach Oswald, and Oswald stood up and I heard some hollering. I don’t know exactly what he said, and this man hit Patrolman McDonald. Mr. Belin. You say this man hit Patrolman McDonald. Did you know it was Patrolman McDonald? Mr. Brewer. I didn’t know his name, but I had seen him quite a few times around Oak Cliff. But I didn’t know his name. Mr. Belin. Then you later found out this was Patrolman McDonald? Mr. Brewer. Yes. Mr. Belin. Did you say this man was the same man? Mr. Brewer. The same man that had stood in my lobby that I followed to the show. Mr. Belin. Who hit who first? Mr. Brewer. Oswald hit McDonald first, and he knocked him to the seat. s.6 WCH VOL 7

Brewer: Jeg hørte støj udenfor, og åbnede døren, og alleen var vist fyldt op med politibiler og der var politimænd på brandtrapperne og fordelt rundt om på gaden, og et par af dem tog fat i mig, og holdt mig og visiterede mig, og spurgte så hvad jeg lavede her, og jeg fortalte dem at der var en fyr i biografen som jeg var mistænksom overfor, og han spurgte mig [så] om han stadig var derinde. Og jeg sagde ja, jeg har lige set ham. Og han spurgte mig om jeg kunne pege ham ud. Og jeg og 2-3 andre betjente gik op på scenen, og jeg pegede ham ud, og der kom betjente ind forfra i biografen, jeg vil tro de havde retning den vej, og betjente der kom ind bagfra.Belin: Hvad så De så? Brewer: Jo, jeg så denne politimand nærme sig Oswald, og Oswald rejste sig op og jeg hørte noget råben. Jeg ved ikke præcis hvad han sagde, og denne mand slog [så] betjent McDonald. Belin: De siger at manden slog betjent McDonald. Vidste De at det var betjent McDonald? Brewer: Jeg kendte ikke hans navn, men jeg havde set ham før en del gange i området omkring Oak Cliff. Men hans navn kendte jeg ikke. Belin: Så De fandt senere ud af at det var Betjent McDonald?Brewer: Ja. Belin: De siger [altså] at denne mand var den samme mand? Brewer: Den samme mand som havde stået i min lobby og som jeg havde fulgt efter til forestillingen. Belin: Hvem slog først mod hvem? Brewer: Oswald slog McDonald først, og han slog ham [så] tilbage i sædet..

Sikke et fupnummer Anson får lavet her. Der var ingen ”mystisk ukendt mand”, der sad på et sæde på én af rækkerne. Anson får brygget denne historie sammen ved at smide hele Warren-kommissionens arbejde ud, erstatte det delvis med en kilde der ikke just er opdateret, og delvis med egne spekulationer/fantasifostre.

Spørgsmål til konspirationsteoretikerne:

Læg mærke til Oswalds opførsel i biografen. Plejer uskyldige personer at slå ud efter politiet når man af en uniformeret betjent bliver bedt om at rejse sig? Oswald greb sin revolver med den anden hånd som om han ville til at skyde McDonald. Er det en uskyldig mands normale opførsel?

David Belin, som i 1964 afhørte Brewer, var én af Warren-kommissionens junior efterforskere, og i sin 1988-bog Final Disclosure, langer han kraftigt ud efter Anson. Belin får redet trådene ud mht. hvad der skete i biografen, men på det tidspunkt var det over 10 år siden Ansons bog udkom – den havde da solgt i 250.000 eksemplarer. Anson kunne grine hele vejen til banken. Havde Belin håbet at han med denne ene påvisning af fuskeri kunne få Anson slettet af offentlighedens hukommelse som en redelig forfatter, tog han formentlig fejl. Den umiddelbare (og egentlig ikke urimelige) reaktion hos mange er at én svale gør ingen sommer – Man ville sige: OK, Anson var måske ikke ret på den her, men hvad med alle de andre 200 mærkværdigheder og ”huller” i historien som han påpeger? Og selv hvis vi gik med til at lige netop denne forfatter – Robert Sam Anson – var en usaglig og useriøs sensationsbladsmører, betyder det ikke at alle andre kritikere af Warren-kommissionen kan sættes i samme bås. Der er stadig ca. en million uafklarede spørgsmål som Belin og Warren-kommissionen må svare på, inden offentligheden kan give oprejsning. Kritikere af Warren-kommissionen kan ikke sættes under én kam – de er vidt forskellige personer, som ikke alle kan være sensationsjægere. Derfor må der, slutter mange i offentligheden, være noget om det. Der må være luskeri i sagen. Men det er der ikke, hævdede Vincent Bugliosi, nyligt afdød pensioneret vicestatsanklager fra Los Angeles. Hele fundamentet for kritikken af Warren-kommissionen og fundamentet for konspirationsteorierne, bygger på misforståelser, vildledning og ønsketænkning. Ud fra ovenstående tankegang kan man kun hævde dette hvis man adresserer samtlige påstande og anklagepunkter som kritikere er kommet med i 50 år. De skal tælles i hundreder og det vil være en monumental opgave at gendrive alle påstande – hvis de vel at mærke kan det. Den eneste der kommer tæt på at have løst opgaven er netop Vincent Bugliosi. Hans monumentale 2007-værk Reclaiming History, er alt andet end en lommeroman, en ”mega-mursten” på 1600 tætskrevne sider, efterfulgt af 1000 siders noter på en medfølgende CD-ROM. Bugliosis bog er fuld af ”debunkinger” som de hedder, gendrivelser af påstande i stil med ovenstående. Ansons lille trick er på ingen måde en enlig svale. JFK-litteraturen er fyldt med dem, de optræder sågar også hos forfattere der forsvarer Warren-kommissionen! Når Anson og andre kan slippe af sted med sådanne falske mysterier – det er en veritabel ”myte-maskine” der har kørt i 50 år – så er det simpelthen fordi de udnytter den almindelige læsers uvidenhed. For at vide at Anson ”snyder” her, er det jo nødvendigt at have læst Warren-rapporten og derudover have bemærket at Brewer peger den mistænkte ud for politiet. Det er imidlertid de færreste læsere der har læst rapporten, for ikke at sige de 26 bind med Høringer (17.000 sider i alt…) så derfor har sensationsjournalister rig mulighed for at lave ”kreativ bogføring”. Deres primære metode er at håndplukke i bevismaterialet og hive ting ud af deres rette kontekst, for at male et helt andet, mere sensationelt billede. Man kunne naturligvis let forsvare Anson med at han sikkert bare selv tog fejl og ikke med vilje ville lyve eller vildlede læseren. Det er altid vanskeligt at bevise at en forfatter bevidst lyver – hans eller hendes motiv for at skrive noget gemmes jo som regel godt i vedkommendes egen bevidsthed. Men er det ikke løgn, så er det i hvert fald ”sloppy research” – sjusket og dårlig efterforskning. Anson kunne vel tilgives for dette eksempel med at hive ting ud af en kontekst og tilføje egne opfundne fakta, hvis det netop havde været en enlig svale. Når man har påvist flere steder i hans bog hvor dette gør sig gældende, begynder et mønster at tegnes, og så må læseren rimeligvis spørge sig selv om det her er en forfatter man faktisk kan stole på? Udover sådanne grove ”fabrikationer” af ”fakta”, udviser konspirations-teoretikere også en eminent evne til at hive ting ud af konteksten, ignorere vidner der taler imod teorien og fremhæve vidner der gør, uanset om disse lyder temmelig upålidelige eller utroværdige. Det skal retfærdigvis siges endnu en gang at også forsvarere af Warren-kommissionen og ”lone-gunman” tesen har gjort noget lignende, om end ikke i nær det samme omfang.

I’m just a patsy!

At Oswald erklærede at han var uskyldig, fremhæves som et centralt argument for hans uskyld. Man kan støtte det ved at pointere at enlige mordere som regel har ladet sig fange og har tilstået med det samme, fordi de ønskede at verden skulle kende dem på handlingen. Det gjaldt fx Leon Czolgosz, der dræbte USA’s præsident William McKinley i 1901, det gjaldt Gavrilo Princip, der skød ærkehertug Franz Ferdinand og frue i 1914, og det gjaldt John Hinckley der forsøgte at myrde Ronald Reagan i 1981. Det gjaldt også Sirhan Sirhan, der affyrede de dræbende skud mod Robert Kennedy i 1968. På den baggrund virker det sært at Oswald erklærede sig uskyldig og hårdnakket benægtede at have noget med sagen at gøre. Det som imidlertid gør argumentet suspekt, er at de samme personer som mener Oswalds benægtelse er et vigtigt indicium på hans uskyld, meget ofte er de samme som fuldstændig ignorerer at Jack Ruby insisterede på at han havde handlet alene, og ikke var en del af en sammensværgelse! Hvorfor er Oswalds benægtelse troværdig, mens Rubys ikke er det? Oswald blev spurgt om han ville tage en løgnedetektortest, hvilket han pure afviste. Ruby derimod, blev ikke spurgt om han ville tage en sådan test – men han forlangte det selv, og bestod også testen, som viste at han talte sandt når han sagde at han havde været alene om mordet på Oswald. Selv om en løgnedetektor ikke er meget pålidelig, så er det absolut ikke uvæsentligt at Ruby insisterede på testen, mens Oswald afviste. Alligevel tror konspirationsteoretikere blankt på Oswalds ord om at han var uskyldig, mens man ikke tror på at Ruby handlede alene? Ikke alene insisterede Ruby på testen – og bestod. Hans rabbiner Hillel Silverman besøgte ham mange gange i fængslet, og Hillelman insisterede på at Ruby absolut ikke havde været en del af en konspiration. Der er således gode grunde til at tro på Ruby – grunde der helt mangler hos Oswald, det bedyrede sin absolutte uskyld, samtidig med at han ikke kunne forklare en lang række mærkværdigheder: Hvordan Kennedy var blevet skudt med hans våben, og med alene hans fingeraftryk på geværet, hvorfor han havde medbragt en aflang pose på arbejde den morgen, og ikke sin sædvanlige frokostpakke, hvorfor et vidne havde set ham på 5.etage kort tid inden mordet, hvorfor et andet vidne så ham skyde mod kortegen, hvorfor han stak af fra sit arbejde få minutter efter mordet, og hvorfor han nedskød og dræbte en almindelig betjent da denne stoppede ham på gaden? Man får jo uundgåeligt den mistanke, at konspirationsteoretikerne allerede har taget stilling på forhånd, dvs. man har på forhånd besluttet at Oswald er uskyldig og at Ruby er med i et komplot. Missionen herefter er at udpensle alle argumenter til fordel for denne opfattelse og frasortere alt der taler imod den. Et useriøst og uvidenskabeligt foretagende, ironisk nok netop den aktivitet som de selvsamme konspirationsteoretikere anklager Warren-kommissionen for at udøve! Når forbrydere anholdes, er det vist mere reglen end undtagelsen at de benægter alt og hævder deres uskyld! Man får ofte det indtryk at der gælder eet sæt spilleregler når vi taler om ”almindelige” mordsager. Når talen så kommer ind på JFK og Lee Harvey Oswald, gælder der tilsyneladende pludselig helt andre regler. Ville vi have været ligeså meget i tvivl om Oswalds skyld, hvis det var redaktøren af Dallas Morning News han havde dræbt? Når vi i dag skal forsøge at få styr på den historiske begivenhed som mordet på JFK i dag er, må vi være forsigtige. Det vil være uklogt på forhånd at stole blindt på ”den officielle forklaring”, men det vil omvendt være mindst lige så uklogt at forkaste den fuldstændig. Jeg nærer ingen illusion om at ”opklare mordet” her 50 år efter, men når unge historiestuderende i dag prøver at grave sig ned i historien, mødes de af et kolossalt virvar af fortællinger, myter og gåder, som let kan gøre enhver totalt forvirret. Målet med denne hjemmeside er at rydde i det mindste nogle af de værste sten af vejen (dvs. fjerne nogle af de værste myter) og påvise for studerende at man bør starte med Warren-kommissionens arbejde og HSCA’s opfølgning. Dette arbejde er ikke nær så dårligt som det er blevet hævdet. Målet med denne hjemmeside er med andre ord:

• At oplyse sagligt om, hvorfor Warren-kommissionen og senere HSCA nåede frem til at konkludere at Lee Harvey Oswald var morderen

• At tilvejebringe danske oversættelser af centralt materiale, samt links og hjælp til brug for studerende, der ønsker at skrive opgave om mordet

• At påvise steder hvor organisationer eller magtfulde personer har mørkelagt fakta i sagen, men også – og først og fremmest – hvordan konspirationsteoretikere har vildledt offentligheden i 50 år, med talrige fordrejninger af fakta og direkte usande påstande

• At tilvejebringe et forum for en mere afbalanceret diskussion af mordet, fri for paranoia og vilde spekulationer

Sidst, men ikke mindst:

• At påvise hvordan videnskabelige metoder, god historisk kildekritik og sund fornuft rent faktisk kan benyttes til at opnå objektiv viden og indsigt i en historisk begivenhed, og skelne imellem ”skidt og kanel”.