Et af de mest gængse modargumenter mod store konspirationsteorier er at de ville involvere så mange mennesker at det er usandsynligt at de alle ville holde mund i længden med deres viden. På et eller andet tidspunkt ville nogen tale – enten tale over sig, eller bryde sammen og tilstå.

***

Baggrunden for dette synspunkt er vores almene viden om hvordan verden – og mennesker – er skruet sammen. Det er svært at holde på en hemmelighed, hvis den indbefatter ”samvittighedsnag”. En hemmelighed om at man kørte over for rødt engang, når man af politiet blev spurgt om man har været helt hæderlig for nylig – ville ikke være så svær at opretholde. Men mennesker er psykologisk indrettet sådan, at det kræver energi at fastholde ”alvorlige” løgnehistorier. Hvis man ved at det, som man har gjort er meget forkert efter en moralsk målestok man selv anerkender, så kræver det en del energi at opretholde den.

Nogle mennesker kan godt opretholde en alvorlig løgn hele livet – de såkaldte sociopater kan fx godt gøre det. Men ikke alle er sociopater. I en gruppe vil der være signifikant forskel på hvordan personerne reagerer på en ”alvorlig” hemmelighed. Den amerikanske filosof og politiker fra 1700-tallet, Benjamin Franklin, vidste dette da han spøgefuldt udtalte:

Tre mænd kan godt holde på en hemmelighed – hvis de to af dem er døde!

Men hvis konspirationsteoretikere skal fastholde en troværdighed ved deres teorier, er de nødt til at mene at det er fuldt plausibelt at mange mennesker i en gruppe kan holde ”tand for tunge” i mange år efter en forbryderisk handling. Da dette umiddelbart er i modstrid med almindelig viden, kan man spørge hvordan de bærer sig ad med at sandsynliggøre det?

Et eksempel finder vi hos den tyske konspirationsteoretiker Gerhard Wisnevski, som i sin bog Lügen im Weltraum (Løgne i verdensrummet) antyder kraftigt at NASAs mission til Månen i 1969 var fup.

Wisnewski adresserer tidligt i sin bog et forsvar for påstanden om at mange tusinde mennesker alle kollektivt har løjet om Apollo-missionerne. Dette er i høj grad en konspirationsteori som indebærer at mange mennesker bevidst har løjet for hele verden, og er fortsat med at gøre det i årene efter. Som minimum har nogle hundrede mennesker vidst hvad der foregik, inklusive de centrale aktører: astronauterne selv.

Den tyske journalist afviser den påstand at så mange mennesker umuligt kunne lyve igennem 40 år. Han fortæller at han aldrig har ladet sig overbevise af denne modargumentation. Der er mange eksempler ifølge Wisnewski, på at mange hundrede – eller tusinder – af mennesker kan holde tand for tunge i lang tid. Se blot på militære efterretningstjenester – de kan ikke fungere hvis de involverede ikke kan tie stille. Militæret har stor succes med holde på hemmeligheder, så hvorfor skulle det egentlig være så utænkeligt at mange mennesker kunne holde mund med en ”statshemmelighed” i mange år, spørger han?

Det er klart at han relativt tidligt må plante den opfattelse i læserens sind, at denne enorme løgnehistorie godt kan lade sig gøre. Ellers taber han læseren, om han så har nok så mange anomalier at byde på. Regeringer lyver, og militæret lyver. Det ved vi. Så drop det der med at så mange ikke kan lyve, lyder det næsten fra ham.

Sammenligningen holder dog ikke vand hvis vi ser nærmere på det. For det første er NASA ikke en militær organisation – det er en civil organisation. Selvfølgelig udfører NASA ind i mellem ”Top Secret” opgaver for det amerikanske militær, men det betyder ikke at alt i NASA er hemmeligt – og Apollo var et civilt projekt, der involverede mange andre end NASA – faktisk hundredtusindvis af civile personer. De var ikke bundet af et militært system og intet indikerer at de alle ”patriotisk” ville have holdt mund hvis de opdagede de var med i et stort fupnummer. Der ville næppe have været enighed om det ”patriotiske” i at lyve stygt for hele verden.

For det andet består militære hemmeligheder for de fleste soldater og ansatte som regel i at man barrikaderer sig bag hegn og pigtråd, og personellet får påbudt at svare afvigende eller slet ikke at svare hvis nogen prøver at ”pumpe” dem for informationer. ”Det har jeg ingen anelse om” er standardsvaret – eller ”vi kan hverken be- eller afkræfte” osv. Det består ikke i at personellet bliver instrueret i en lang fortælling med tusindvis af detaljer, som de efterfølgende i 40 år skal redegøre for overfor journalister, forfattere, familie, venner og naboer. Formentlig et mareridtscenarium for enhver efterretningstjeneste!

Når bare få mennesker skal lyve og afpasse en historie, sker der tit det at politifolk eller advokater får fanget dem i indbyrdes selvmodsigelser. Men mærkeligt nok har skeptikerne ikke kunnet fange top-astronauter eller NASA-folk i grelle selvmodsigelser på noget tidspunkt. Heri ligger ikke deres ”beviser” – de ligger stort set kun i tekniske spidsfindigheder eller fotografiske anomalier.

Wisnewski har på ingen måde godtgjort at det ”sagtens” kan lade gøre for tusindvis af mennesker kollektivt at lyve detaljeret om en af verdenshistoriens største begivenheder. Der er ikke tale om en lille hvid løgn, men at man fører hele verden groft bag lyset. Astronauterne skal i 40 år holde masken når glade børn løber hen til dem og fortæller at de er deres helte. Enkelte kunne måske være motiveret til at præstere dette, men det er helt utænkeligt at 27 kunne gennemføre det – for ikke at tale om hundreder eller tusinder.

Der vil i større grupper altid være personer med en højere moral end gennemsnittet, nøjagtig som der vil være nogen med en lavere moral end gennemsnittet. Et godt eksempel på den høje moral er den amerikanske politimand Frank Serpico, der som ung betjent chokeret opdagede grov pligtforsømmelse og korruption i New Yorks politi i 60’erne. Omfanget var meget stort, men gik for sig i det skjulte. Serpico blev tilbudt store summer for at deltage i bestikkelse, men sagde nej og endte med at blive frosset ude af alle sine kolleger. Da han indvilgede i at vidne om korruptionen, prøvede man endda at dræbe ham, ved at iscenesætte en skudduel under en anholdelse. Serpico overlevede og vidnede alligevel for en kommission i 1971, på trods af store menneskelige omkostninger .

Sådan en person ville der naturligvis være flere af i NASA som jo i forbindelse med Apollo inddrog langt flere personer end der var ansatte i New Yorks politi. Men ingen er trådt frem med store afsløringer endnu. En påstand om at de ”altid” bliver stoppet af NASA inden, er temmelig usandsynlig. Så er vi ovre i sci-fi gyseren. Jo flere mennesker der inddrages i komplottet, jo større er risikoen for at én af dem vil tale over sig eller afsløre det hele. Jo færre der ved noget, jo bedre. Det er derfor man i militære systemer arbejder med den kendte ”need to know-basis”. Kun dem der virkelig har brug for at kende visse hemmelige detaljer, får denne information. På den baggrund kan det undre såre at NASA planlagde hele 10 missioner til landing på Månen og gennemførte 6. Som minimum må de astronauter der fløj til Månen have været med i komplottet, dvs. i alt 27 mand . Man havde vel ikke behøvet mere end allerhøjst 3-4 missioner i alt?

Den eneste måde hvor skeptikerne kan slippe af sted med deres påstand, er ved at indskrænke den ”store” konspirationsteori (400.000 mennesker løj) til en ”lille” konspirationsteori. Dette antydes også af Gerhard Wisnewski, som mener at de fleste blot ville parere ordre uden at stille spørgsmål. Igen noget der kun ville forekomme i et militært disciplineret system.
Men naturligvis er det en besnærende tanke at de fleste i projektet blev narret. Den store teori hævder som sagt at de fleste involverede vidste hvad der virkelig foregik. Men dette bliver temmelig usandsynligt når man konstaterer at omkring 400.000 mennesker over hele USA var involveret i projektet. Bare at få 1000 mennesker til at tie stille i 40 år virker som håbløs gerning. Mange skeptikere tyr derfor til den ”lille” teori som hævder at kun astronauterne, et filmhold og den absolutte top vidste besked, måske 100 mand indenfor et militært disciplineret system. Alle andre blev narret til at tro de var med i et virkeligt projekt. Dette er ikke utænkeligt.

Men at noget ikke er utænkeligt, er ikke det samme som at det er meget sandsynligt. Udover at det må være et gigantisk projekt at føre 390.900 mennesker bag lyset, så er der to væsentlige problemer med den lille teori .

1) NASA har ikke kapacitet til at bygge ret meget. Det er en organisation der koordinerer indsatser og samler dem. Apollo rumskibet og Saturn raketten blev ikke bygget i en hangar på Cape Kennedy. Alle konstruktionsmæssige opgaver blev udliciteret til firmaer over hele USA. Eksempelvis blev Saturn V bygget af Boeing og Rockwell, mens månelanderen LM, blev bygget af flyfirmaet Grumman Aerospace. Et andet flyfirma, North American, byggede kommando- og servicemodulet. Andre firmaer eller universiteter byggede computerne, rumdragterne, toiletsystemerne, kommunikationsudstyr osv. Hasselblad leverede specialbyggede kameraer, mens Kodak fremstillede en særlig filmrulle. Alle disse bestillinger blev således angiveligt givet af en NASA ledelse der vidste at det hele var på skrømt. Men de kunne jo så ikke så godt sige til fx Grumman: ”I skal bare lave en månelander der ligner. Den behøver ikke faktisk at virke”. Dette ville naturligvis rejse voldsom mistanke hos entreprenørerne, hvis de fik besked på at lave noget på skrømt, eller kravene ikke var i overensstemmelse med hvad der faktisk krævedes af fartøjet. Derfor måtte NASA uundgåeligt bede Grumman om at bygge en LM der virkede og rent faktisk opfyldte alle kriterier for en sikker månelanding. Alle andre måtte man ligeledes bede om lave udstyr der virkede. Konsekvens: NASA ville stå tilbage med et komplet udstyr der virkede, og faktisk kunne føre mennesker til Månen – man gjorde det bare ikke! Hvis skeptikeren skal forklare denne absurde situation, må han/hun påvise at man ikke kunne eller ikke ville gøre det af andre grunde. Grunden kunne umuligt være at man ikke var i stand til det teknisk. Det virker ret mærkværdigt at man ikke skulle forsøge at flyve til Månen hvis alle tekniske og praktiske forhindringer herfor var overvundet, og man politisk var stærkt motiveret for at gøre det?

2) Man tog månesten med hjem og man efterlod udstyr oppe på Månen. Der står den dag i dag b.a. 6 flag, 3 månebiler og diverse videnskabeligt udstyr – foruden understellet til 6 LM’er, samt tusindvis af fodaftryk. Hvordan forklarer benægterne at alt dette udstyr står oppe på Månen, samt at 382 kg månesten og støv blev bragt med retur? At nægte eksistensen af disse artefakter kan vise sig som en tikkende bombe – det er muligt at bevise eksistensen, hvorved benægterne tager sig noget tåbelige ud . En mere yndet forklaring er at robotter har anbragt disse ting deroppe – idet man åbenbart mener at dette er mere muligt/sandsynligt end at mennesker er taget derop og har anbragt dem der. Hvor simpel og tilforladelig denne forklaring kan synes, så rummer den imidlertid store problemer hvis man tænker lidt efter og undersøger fakta. Det er meget svært at konstruere effektive ”opsamlingsrobotter” der skulle kunne samle så mange forskelligartede sten sammen og transportere dem til Jorden. Det ville faktisk være lettere at sende mennesker til Månen. Man kan sammenligne med russernes Lunik-program. I 70’erne sendte russerne flere sonder til Månen hvoraf det lykkedes for tre at indsamle prøver og vende tilbage med disse. Det lykkedes herved kun at indsamle under 500 gram månestøv og småsten i alt – et kvantitativt beskedent resultat for et program, der var meget krævende for Sovjets rumfartsorganisation. Skulle NASA have lavet et sådant lignende sondeprojekt (med 100.000 % større succes) ville det have krævet milliarder af dollars og tusinder af medvirkende som alle nødvendigvis måtte være med i komplottet. Ellers ville nogle af dem da begynde at undre sig over hvorfor de skulle lave sådanne robotter, når det var meget simplere at lade Armstrong & co indsamle stenene? Ingen har imidlertid afsløret noget som helst om et sådant projekt. Alene det at anbringe en enkelt laserreflektor pr. robotstyring er en kæmpe opgave i sig selv – men skeptikerne springer et kvantespring videre og lader robotter anbringe flere tons videnskabeligt udstyr + skrammel på Månen, hvorefter de flyver tilbage med et fremragende sortiment af 382 kg månesten. Det må uden tvivl være verdenshistoriens mest fantastiske robotter! Det ville kræve en teknisk know-how som man dårligt har, den dag i dag! Ideen om sådanne robotter på Månen medfører at man ikke kan fastholde den ”lille konspirationsteori” – den smuldrer fuldstændig.

 

I tilfældet med attentatet på JFK, så se fx på påstanden om at CIA stod bag. Det ville betyde at adskillige medarbejdere i CIA aktivt var gået med til at dræbe Kennedy, og efterfølgende dække over det. Men hvor er CIA’s Frank Serpico? Hvor er deres Edward Snowden? Ingen er gået ud med troværdige afsløringer, og flere regeringsundersøgelser har godtgjort at CIA ikke havde noget med mordet at gøre. Det gjaldt Warren-kommissionen, og HSCA, men også Rockefeller-kommissionen, der i 1975 kulegravede CIA’s aktiviteter. Man skal huske på, at selvom CIA måske havde en fordel af at dræbe Kennedy, er drabet på ham mere end et drab på en person. Det er et angreb på hele den amerikanske forfatning, som CIA patriotisk er sat til at forsvare. Kennedy havde en lederposition som mildt sagt havde stor betydning i forfatningssammenhæng. CIA-agenterne ville derfor være under psykisk indre pres fra flere fronter: Dels samvittighedsnag over at slå et menneske ihjel, og efterlade fædrelandet i dyb sorg. Dels frygten for at blive afsløret og henrettet. Men også naget over at have forrådt den forfatning som man siden barneårene er opdraget til at elske og forsvare. Er det sandsynligt at de alle ville have holdt tæt med det hele, uden at nogen sprang ud som ”whistleblowere” a lá Edward Snowden?

Lad os for spøgs skyld lave en sandsynlighedsberegning over temaet. Lad os bare sige at der er 10 % sandsynlighed for at person A vil bryde sammen og tilstå komplottet mod Kennedy. Altså er der 90 % sandsynlighed for at han/hun ikke gør det. Det er højt sat. Men lad os sige det er sådan. Et én-mands komplot ville altså have 90 % sandsynlighed for at lykkes, hvis vi antager at det eneste der kan fælde den er at én eller flere af kumpanerne bryder sammen og tilstår.

Hvad så hvis de er 2?

Almindelig sandsynlighedsregning fortæller at sandsynligheden for succes så bliver:

90/100 gange 90/100 = 9/10 gange 9/10 = 0,81, altså 81 procent.

Er de 3, bliver det 9/10 x 9/10 x 9/10 = 0,72 = 72 %.

Stadig gode odds, men de falder som man kan se, gradvist.

Hvis de er 10, er det 9 opløftet i 10ende potens, divideret med 10 opløftet i 10ende potens, dvs. 35 %.

Hvis de er 50, er sandsynligheden 0,5 %. Og hvis de er 100, er sandsynligheden 0,002 %.

Hvis vi forestillede os at der kun var 1% sandsynlighed for at én person ville bryde sammen, er der 99% sandsynlighed for at 1 person har succes, men for 100 vil den alligevel kun være 36%.

En oliebaron, mafiaboss eller CIA-direktør der mener at 36 % chance for succes er OK odds for at risikere en forbrydelse der medfører dødsstraf til alle implicerede, må have en hjernekapacitet mindre end Forrest Gump!

Hvis bare halvdelen af alle de ting som mange konspirationsteoretikere (fx Jim Garrison eller Oliver Stone) anfører i mordet på JFK er sande, ville det kræve 100 mand at implementere det. Det løber hurtigt op. Mener man fx at det var CIA – og kun CIA – der stod bag mordet, betyder det rimeligvis at de andre aktører – Secret Service, FBI, Dallas Politi, Warren-kommissionen osv., alle seriøst og hæderligt prøvede at opklare forbrydelsen. Det er i hvert fald muligt. Hvordan kunne CIA kontrollere alle disse organisationer og personer? Hvordan kunne CIA sikre at ingen faldt over bevismateriale? Det oplagte og enkleste bliver at putte flere på listen over komplotmagere, indtil man til sidst ender med at de alle var med i det – fra kommunister til Castro til højreradikale og FBI i uskøn forening!

Personer og organisationer der til daglig var dødsfjender eller arge rivaler, kunne åbenbart alle enes om at John Kennedy skulle forlade denne verden. Så var de pludselig effektive samarbejdspartnere! Men hvor mødtes alle disse aktører for at aftale og organisere dette enorme plot, spørger forfatter Vincent Bugliosi – Madison Square Garden?