PÅSTAND:
På billederne fra Apollo 11 og andre ekspeditioner kan man se at månelanderen ikke laver noget krater i måneoverfladen ved landing! Vil man have os til at tro på, at en raketmotor med 25.000 kg trykkraft ikke laver noget som helst krater ved landing!?

 

***

FAKTA:
Et af Bill Kaysings centrale ”argumenter” i 1974 var at der ikke var noget krater. Han mente at dette var et væsentligt ”bevis” for at landingerne var fup.

Men hvorfor er det det?

At man konstaterer en såkaldt ”anomali”, dvs. at noget ikke er som det var forventet at være, betyder ikke nødvendigvis at der er tale om en fup-landing. Vi har en observation:

Der er ikke noget krater under LM’en.

Hertil kommer så en forklaring, en hypotese.

Det er fordi landingen er fup – filmet i et studie

Det er rigtigt at en fup-landing kunne forklare det manglende krater, ved at LM var sænket ned med en kran uden at nogen raketmoter var i gang. Men konspirationsteoretikerne er alligevel nødt til at underbygge deres hypotese. Gør de ikke det, havner vi i cirkelslutningen:

→ Månelandingen er fup →

↑                                               ↓

Fordi                                 Fordi

↑                                                ↓

← Der er ikke noget krater ←

Det er fup, fordi der ikke er noget krater. Men hvorfor er der ikke et krater? Det er fordi det er fup!

De fleste skeptikere mener vel imidlertid at underbyggelsen eller hjemmel er selvindlysende, idet de mener det er oplagt der måtte komme et krater. Det er utænkeligt at en raketmotor der kunne skabe 25.000 kg reaktionskraft ikke ville efterlade et krater eller ikke ville flytte månestøv. Altså er det klart at der er lusk i spillet.

Vi kan imidlertid med god grund spørge skeptikerne om to ting:

1) Har man faktisk udelukket den mulighed at der kunne være en naturlig forklaring?

2) Hvorfor har ”filmholdet” udeladt et krater?

Skeptikerne har ikke udelukket at der kunne være en naturlig forklaring ved at påstå at det er ”indlysende” at der måtte være et krater. Hvad hvis motoren fx er slukket de sidste sekunder inden landing? Så er det vel ikke længere ”indlysende” at der er et krater? Med andre ord:

Opfattelsen af ”kraternødvendighed” baserer sig på en bestemt opfattelse af præcis hvordan den landing foregik, og dette må vi analysere nærmere inden vi konkluderer noget.

Det andet spørgsmål er også interessant. Hvis alle er enige om at et krater er oplagt, hvorfor tilføjer filmholdet så ikke denne lille detalje – de gør sig jo ellers alle anstrengelser og ødsler milliarder af dollars på at gengive forholdene realistisk? Det kan umuligt være noget problem for et filmhold der kan genskabe 1/6 tyngdekraft på Jorden, også at lave en fordybning under raketdysen. Ved at udelade dette kaster man mistanke på sig. Samtlige kunstneriske fremstillinger af en månelanding jeg har set, indbefatter et krater. Wernher Von Braun skrev i begyndelsen af 50’erne en bog om rumfart, hvor han lader et kæmperumskib med 50 mand lande på Månen. Tegneren gengiver landingen – der bliver et voldsomt krater. Hergé lader i 1953 Tintin flyve til Månen med kaptajn Haddock og professor Tournesol. Raketten laver et krater og ”skridmærker”. I Kenneth Gatlands Bemandede rumskibe, en ungdomsklassiker fra 1971, har en kunstner malet hele Apollo-turen. Atter et krater og skridmærker på Månen. Og, fortæller Gerhard Wisnewski, den officielle pressemappe til Apollo 11 indeholdt illustrationer, hvor NASAs egen kunstner malede et krater.

Lad os derfor forestille os at du i 1969 bliver hyret af NASA til at filme en falsk månelanding. Ville du have lavet et krater? Mon ikke, hvis alle anså det for oplagt at der ville være mærker efter landingen? Men virkeligheden viste sig at være anderledes – overraskende, og vel også derfor astronauterne så ivrigt fotograferer fænomenet!

Forbøffende er det, at Gerhard Wisnewski i sin bog Lügen im Weltraum faktisk ikke giver anden argumentation til fordel for et krater, end at det blev ”forudsagt” af Von Braun 25 år tidligere, og forudsagt af tegneren der lavede illustrationer til NASAs pressemappe om Apollo 11. Det eneste han ellers gør, er at præsentere os for Phillip Plait, astronom og forfatter til hjemmesiden Bad Astronomy hvor denne kritiserer og gendriver myter og urigtige påstande indenfor naturvidenskab – herunder ideen om at månelandingen ikke fandt sted. Wisnewski omtaler ham lettere negativt som en ”slags selvudnævnt forkæmper for månelandingen” .

Nuvel, Wisnewski interviewede Plait, og dette næsten i ”mangel af bedre” fordi ingen NASA-talsmand ville give et interview. Plait fortæller her at LM ikke gik ned i en lodret bane men sidelæns, og landingen forløb så hurtigt (få sekunder) og krævede til sidst så lille en kraft at et krater ikke blev dannet.
Dette er det tætteste vi kommer på en naturlig videnskabelig forklaring i LIW. Wisnewski arbejder ikke videre med dette, men forkaster det uden videre – idet han konstaterer at dette ikke stemmer med Von Brauns 1952 udlægning og derfor (?) må anses for utroværdigt! Von Braun har formentlig en høj stjerne i Tyskland selv i dag, på trods af sin ”nazifortid”. Men derfra og så til at ophøje ham til absolut autoritet er der vitterlig et stykke, et så stort stykke at man roligt kan sige ”det er langt ude”.

At hævde landingen er fup fordi al science-fiction litteratur indtil da fremviste et krater, er et temmelig tyndbenet og totalt uvidenskabeligt argument. Siden hvornår er tegnere og grafikere pludselig blevet autoriteter indenfor ægte rumforskning? Heller ikke Von Braun kan bruges, selvom Wisnewski flittigt gør dette. Von Braun kunne ikke i 1952 vide præcis hvordan en månerejse ville forløbe, netop fordi ingen havde gjort det før. Hans redegørelse er et kvalificeret gæt på hvad der ville ske. Men når dette gæt så ikke holder stik, er Wisnewskis konklusion åbenbart ikke at redigere den tidligere opfattelse, så den kommer overens med virkeligheden, men snarere at fastholde denne og forkaste virkeligheden som fup. Tåbeligt. NASA’s tegner bliver bedt om at gengive forløbet og han/hun tilføjer et krater fordi man regner med der kommer et – og ingen siger tegneren imod, for der er jo netop ingen der véd med sikkerhed hvordan det kommer til at se ud. Aldrin fortæller i sin bog Men from Earth at proceduren bød ham straks at gøre klar til en nødstart lige i det øjeblik de landede på Månen – hvis fx støvet viste sig ikke at kunne bære LM’en.
At ophøje von Braun og NASA’s grafiker til absolutte autoriteter indenfor månelandinger er virkelig tyndbenet og Wisnewski har faktisk ikke andre positive argumenter end dette.

Den ultrakorte gengivelse af et formentlig længere interview med Plaitt yder ikke denne retfærdighed. I sin bog Bad Astronomy og på sin hjemmeside, giver han en mere udførlig redegørelse for landingen.

Jeg antydede lige før at motoren muligvis var slukket ved landing. Det var faktisk ikke tilfældet. Da LM’en står på Månen, meddeler Aldrin at motoren slukkes. Dette forsømmer Wisnewski da heller ikke at pointere. Men Plaits forsvar gik ikke på at motoren var slukket. Lad os se på hvad han gengiver som forklaringen på at der ikke er noget krater.

En motor har almindeligvis ikke blot to tilstande – tændt og slukket. Jo, min plæneklipper har, og den elektriske hækkeklipper ligeså, men ikke en bil eller flyvemaskine. Bilen har gear og speeder, og flyet har et gashåndtag. Det betyder at føreren kan styre hvor meget kraft motoren skal yde. Den kan yde maksimum – men den kan også yde et minimum. Når man parkerer sin bil i carporten yder bilen ikke maksimum – man har tværtimod gearet den helt ned og lettet markant på trykket på speederen. En landing forløber på tilsvarende vis.

LM havde også et gashåndtag, og Armstrong/Aldrin brasede ikke ned på overfladen med ”100 km/timen” . Man landede blødt og i de sidste øjeblikke yder motoren kun en mindre brøkdel af sin maksimale kraft. Men det er ikke hele forklaringen.

Raketdysen var ganske stor i omfang (kan let ses på billederne). Jo større overflade, jo mere fordeler trykket sig. Vi kender dette fænomen fra en vandslange uden dyse. Hvis man klemmer mundingen sammen, sprøjter vandet ud med større tryk. På samme måde kan et dansegulv let klare bodybuilderen på 120 kg, fordi han har flade sko – men den 60 kg tunge 17-årige pige laver skade på gulvet. Hendes lange stilethæl trykker en knast ud, fordi trykket på den lille stilethæl er langt større end trykket fra mandens sko, med dens større areal.
Plait regner ud at trykket pr kvadrattomme fra dysen kun var 3-4 kilogram.

Endelig foregår landingen i vakuum – i lufttomt rum. Det betyder at gasserne langt hurtigere spredes til siden når de forlader dysen, end de ville på Jorden. På Jorden ville lufttrykket hjælpe med til at holde gasstrålen samlet i længere tid. Her var der i hvert fald 50 cm ned til overfladen og gasserne blev mere spredt hurtigere. Det er slet ikke længere ”oplagt” med et markant krater.