Ingen stjerner på himlen?

11864

 

Påstand:

På samtlige billeder fra måneoverfladen er der ingen stjerner at se på himlen!? Ikke én eneste. Hvorfor det, når der burde være myriader? Netop fordi der ingen atmosfære er på Månen, burde det være let at se stjerner?

***

Fakta:

Dette er nok eet af de mest kendte argumenter for svindel. Det er korrekt at der ingen stjerner er – og det er der en særdeles god grund til. Forklaringen er overraskende simpel. Men tænker man ikke over det, virker det som et mærkeligt fænomen.

Vi ser på fotografier. Månens overflade er stærkt oplyst af sollys, det samme er de skinnende hvide rumdragter og det guldbelagte rumskib. For at kunne fotografere sådanne meget lysstærke objekter i forgrunden, er det nødvendigt med en meget kort lukketid på kameraet. Det kan kun lukke lys ind i et splitsekund. Men gør man det, kan man ikke samtidig få lyssvage objekter i baggrunden med – de kræver nemlig det modsatte, lang lukketid. Derfor kommer stjernerne ikke med. De er der, men kommer ikke med på billederne. Fænomenet er velkendt af alle fotograf-kyndige.

Astronauterne havde dog ofte svært ved at se stjernerne (konspirationsteoretikere borer tit i dette) fordi de ofte opholdt sig i en stærkt oplyst rumkabine eller på en stærkt oplyst måneoverflade med en stærk sol. Det gør det ret svært at se stjerner. Prøv en mørk klar aften at kigge op mod himlen fra en pløjemark. Ude på landet kan man se tusinder af stjerner. Det kniber mere inde i byen, fordi byens lys generer øjets evne til at skelne lyssvage objekter. Man kan ikke stå under en oplyst lygtepæl og se stjerner samtidig.

I øvrigt ser man generelt sjældent stjerner på billeder fra rummet – uanset om det er fra Apollo, Soyuz, rumstationen ISS eller kinesiske ekspeditioner.

scifi

En ”Buck Rogers” kosmonaut svæver mellem to rumskibe på forsiden af denne sci-fi fantasiroman fra 1958. Havde det været et virkeligt billede ville stjernerne i baggrunden ikke have kunnet ses – det stærkere lys i forgrunden kræver en kort lukketid af kameraet og så kommer lyssvage objekter i baggrunden ikke med. Det er også derfor der ikke er stjerner på himlen fra Apollos fotografier på Månen. Det er ikke tegn på fup, som skeptikere mener, men et naturligt fototeknisk fænomen. Efter forfatterens mening er talrige almindelige menneskers opfattelse af rumfart farvet af science fiction illuderinger som ovenstående, og det kan give problemer når denne fantasirige kunst møder en ofte helt anderledes virkelighed.

Be the first to comment

Leave a comment

Your email address will not be published.

*